Og der stod jeg. Min hånd i din. Uden et ord fra din mund og uden et blik. Nogle gange et klem i min hånd. Et klem der på det tidspunkt betød alt. Jeg var uden for ord. Stirrede tomt ud i luften, på dine tal og på dig. Du så forfærdelig ud. Slanger, nåle og maske. Det eneste jeg på det tidspunkt hørte, var lyden af dit åndedrag. Den eneste lyd, som jeg ville høre. Det betød, du var i live. Når du prøvede at snakke, kunne jeg se hvor meget du anstrengte dig. På det tidspunkt ville jeg bytte plads. Det burde være mig der lå i den seng, med sonde og det ene og det andet. Det gik jo så godt med dig? Det er da mig, der er syg? Det er mig der fortjener det. I alle de år har du kæmpet, og du skal være stærk endnu. Du kan da ikke bare forsvinde fra den ene til den anden dag? Du er da slet ikke færdig på denne jord.. Hvornår blev det et spørgsmål om liv og død? Jeg tror på dig, morfar. Jeg elsker dig.