Her sidder jeg, som en tomat der er blevet til ketchup.
En døende morfar og en kamp, som jeg for længst har tabt. I lang tid har jeg prøvet at være optimistisk på alle punkter, men det er bare fandens svært.
At regnen vælter ned fra himlen, hjælper mig ikke ligefrem. Desuden er jeg pisse bange for torden, og ikke mindst lyn.
I næsten et år, har jeg været styret af tanker, af kontrol og være ude af stand til at tage kampen op, til at finde Ninse frem. Nu er jeg bare Nina..
Hvornår vender verden for mig? Hvornår er det min tur til at leve og nyde livet?

Kære morfar.
Du er som en far for mig, da min far svigtede mig gang på gang, blev du min reserve far.
Du må ikke forlade mig nu, ikke nu, når alt er værst. Ikke nu, hvor jeg er ved at vinde over vægtmagten. Vi ved alle hvad det betyde. Desuden, må du ikke forlade min mor, mig, mormor og hele verden. Jeg er ikke klar til at give slip på dig, det er ingen. Du skal blive, jeg nægter at give slip på dig. Jeg ved, at du ønsker jeg vinder kampen, men uden dig omkring, er det umuligt. Jeg har for længst tabt kampen.. Men ååårh.. Jeg er tom for ord. Bliv hos mig! Jeg elsker dig.