Min morfar sov ind. Med hånden på hans ben, og tårene trillende ned ad mine varme kinder.
Huden der langsomt blev bleg og åndedraget der langsomt holdt op. "Nej, nej, nej" lød min stemme, med hovedet i dynen og en rystende krop. Det er så uvirkeligt for mig, at du aldrig skal gå ind ad døren mere. At jeg aldrig skal høre din stemme mere. I 10 dage kæmpede du mod døden. Gjorde alt hvad lægerne sagde, selvom du ønskede at give op. Du kæmpede for vores skyld. Igår vidste du dog, at du ikke kunne mere. Din tid var kommet. Tak for alt, morfar. Jeg kender ingen så god mand som dig. Du er den bedste. Håber du er et godt sted nu. Det er alt jeg ønsker for dig. Som mor sagde, vi skal nok passe på mormor, ligesom du gjorde. Det bliver en hård og tom tid uden dig.
Jeg føler mig allerede så tom. Drømmer allerede om dig. Føler mig ikke i live. Føler det hele er et mareridt.
Har været til dimission i sorg over at min mormor og morfar skulle have været med.
Idag skulle jeg have været ude at rejse med dem. #HADER DET HER LIV
Ingen kommentarer:
Send en kommentar